Alle skulpturer bygger på en historie
Palle Mernild er født i 1962. Fuldtidskunstner siden 1992 med eget galleri - Galleri Mernild i Herning.
Palle arbejder primært med skulpturer i bronze. Hans fortællende udtryk er præget af symbolik og humor. "Jeg elsker at fortælle en historie, og det er en tredimensionel skulptur perfekt til", fortæller Palle Mernild. Palle Mernild laver først skulpturen i ler, og derfra laves formen til bronzestøbningen.
Alle de skulpturer, der kan købes enten i den fysiske butik eller på webshoppen, er skabt ud fra en historie.
”Det er altid mennesker med forskellige historier, der inspirerer mig. Det kan være en sætning, der bliver sagt.”
Et eksempel er skulpturen “Jeg kan bøjes, men ikke knækkes”.
”Den sætning sagde en god ven sige til sin hustru, efter at han have overvundet nogle hårde år i sin forretning. I samme øjeblik forestillede jeg mig klitroserne ved den jyske vestkyst, der selv efter den hårdeste storm rejser sig, så snart vinden løjer af. Det blev altså en afgørende sætning for den skulpturs tilblivelse, der hylder viljen til at fighte på trods af de knubs, livet også kan byde på,” fortæller Palle Mernild.
Blandt køberne af skulpturer er Statsministeriet, den ukrainske præsident Zelenskyj, Dansk Boldspil Union (DBU), skulpturparken foran Innovest i Skjern samt Dansk Industri.
Han har også leveret 100 skulpturer til vindmølleproducenten Vestas, der skal bruges som gave til samarbejdspartnere.
”De kom ind og sagde, de ville gerne have en skulptur, der ser sådan ud. Der sagde jeg, at det kan jeg ikke. De spurgte noget overrasket ”hvorfor”. Der må jeg bare sige, at uanset om det er Vestas eller andre store virksomheder, laver jeg ikke noget på bestilling. Jeg skal have lov til at putte min egen idé i det og komme med et forslag, og det bliver altid modtaget positivt”.
En af de skulpturer, Palle Mernild er ekstra stolt af, er den, der står på kontoret hos den ukrainske præsident Zelenskyj.
”Det var omgærdet af meget mystik. Det var partiet Venstre, der kontaktede mig om skulpturen ”Manpower”. Venstre vidste dog ikke, om modtageren ville tage imod den. Så de ville bare sikre sig, at der ikke var udsolgt, hvis modtageren nu sagde ja.”
Det gjorde modtageren, og nu er Palle Mernild fra Herning altså repræsenteret på Zelenskyjs kontor i Ukraine.
Der er i øvrigt ingen risiko for, at Palle Mernild løber tør for ideer til den næste skulptur.”Hvis jeg hører en sætning eller oplever noget, der gør indtryk på mig, bliver det gemt i mit idelager, og der er mange ideer. Alle kan nok ikke bruges, men jeg betragter min liste med ideer som et sæt LEGO-klodser. Hvis der kun er fem klodser, er det begrænset, hvad der kan komme ud af det, men er der 500 klodser, er der uanede muligheder.”
Herunder ses nogle af Palle Mernilds værker.
Se flere skulpturer i Galleri Mernild og på webshoppen 99skulpturer.dk